og Ting, man tojler....

Kate sad og saa ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru
Schleppegrell lod altid Konduktoren tage saadan rigtig et fast Tag om
sit Liv.

-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke vaerd,
der tales videre om, at vi var paa Banen.

Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Saede med alt Overtojet
paa. Hendes Tanker var ved Aline.

-Ja, ja, sagde hun: hun har det Vaerste igen. Hun taenkte paa Hjemkomsten.

-Kate, saet saa de Blomster i Vand ...

Kate saa sig rundt i Stuen:

-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.

Fru Mourier blev siddende med Tojet paa. Hun sad og smilte: hun var
kommen til at taenke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke
noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.

* * * * *

Ida sad paa Kafeen, foran Ilden, ved Siden af det daekkede Bord, da det
tog i Doren og hun rejste sig--Rodmen floj helt ned over hendes
Hals--men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.

Ida fik det aabnet og laest, straks, mens hun stod oprejst, midt paa
Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.

Jeg maa for Skams Skyld ride med Smorret nu til Morgen. Vi ses. Karl.

-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfaerdigt. Han havde bare en Gang
slaaet Ojnene op, mod hendes Ansigt.

-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.

Hun saa kun et Ojeblik ud over Bordet:

-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa en Gang (det Hele var da
saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt
det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig taenkte hun paa, at
Ellingsen vilde kende Portemonnaeen, og hun sagde:

-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen,
mens han hjalp hende Tojet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se
sig om.

Ellingsen slog Dorklappen for og serverede af og glattede Servietterne
lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevaegelser, mens han gjorde det,
noget vist bekymret, som henlagde han sorgerandede Salmer paa et
Pulpitur.

Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo
saa rimeligt, og Karl (mens hun taenkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa
til Ojnene, de havde vaeret ligesom saa runde og stive, skont der var
Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride ... Hun blev ved at
smile: Ja saa kont han red ...

Men--jo--hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red