et Ojeblik ud over Bordet med det
endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads.
Den blodrode Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i
hendes Skaal.

Admiralen vilde raekke Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline
mente, hun kunde gaa uden. Og stottet til Admiralen, hvis Emaillekors
lyste i Skaeret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt
besvaerligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skaermbraedterne, over
i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde
Kaffen om.

Herrer og Damer talte hojt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod
hos Fru von Eichbaum med hendes torre Haender i sine.

-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar
Kunsten som Du.

Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller
maaske vidste hun det ikke en Gang selv.

Men Fru von Eichbaum svarede:

-Kaere Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.

-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.

Ida havde helt mekanisk--eller maaske som et Slags ubevidst Vaern--taget
Sukker og Flode og gled rundt og bod. Nu naaede hun Fru Mourier.

-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjaelpsom.

Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:

-De gaar jo rundt, Froken Brandt, som var De en Datter i Huset.

-Ja, sagde Ida og gled videre.

-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der folte en ubestemt
Medlidenhed--maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas
Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke
var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over
den lille Pande saa maerkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.

-Gud Du, praegtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjaeldne Mennesker,
der altid kender deres Plads.

Herrerne var gaaet ind i Karls Vaerelse for at ryge undtagen Admiralen,
der passede sin Fordojelse paa sin vanlige Strogtur. Kammerjunkeren
talte om, at Kobenhavn var s'gu en nydelig Verdensstad--man kunde ikke
faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.

Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:

-Jeg har saamaen egentlig villet skrive det laenge--men, ser De,--for man
ved jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer
rundt--saadan en hel Vinter--Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen)
laegger vi en Anvisning oppe paa Filialen--og saa er den Sag klar, naar
De bare gaar op og haever den.

-Naa,