om ved Tanken om Lejligheden.

-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.

Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Ojeblik, mens hun blev ved at
smile.

-Ja, sagde hun og, stille, saa hun frem for sig.

Froken Petersen var borte--Nyheden havde hun med sig til Spredning--og
Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa
sad hun, haeklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg
en daempet Stonnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille
Klynken.

-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.

-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med
nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa
Tankerne om sit "Hjem".

Det slog to dovende Slag paa Gangdoren og Ida lukkede op. Det var Fru
Bertelsen, der allerede paa Taerskelen fik Traekninger af Graad i sit
Ansigt. Vaersgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen
gik hen mod sin Son, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun
underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede
han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var
fortaeret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt
Klaede--tegnede sig mod den graa Vaeg.

Ida gik ud; fra Kokkenet horte hun Bertelsens ustandselige Tale som en
vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja,
men Jakob ...

Doren til Kvinderne rog op. Det var Kjaer, der forst saa sig rundt i
Stuen og saa lob ud i Kokkenet.

-Gud, men Jomfru, naar skal det vaere? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.

I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte
alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende,
efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, hojere
og hidsigere, purpurrod, medens han forte begge de knyttede Haender op
foran sig, altid i samme Hojde, som var de bundne i en Laenke.

-Men, lille Jakob, lille Jakob.

-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjaer ude i Kokkenet: Gud, Gud, hvor
jeg glaeder mig.

Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:

-Er hun her for at sige Farvel?

-Ja, den Stakkel.

Bertelsen skod Stolen bort og stod op; gennem Doren saa de Moderen gribe
om hans Arm, men han sled sig los.

-Forbandede Maer, som Du er, skreg han. Fra Doren til "Salen" vaeltede han
endnu en Strom af Skaeldsord imod hende, mens den knoklede Moder blev
staaende ubevaegelig, midt i St