over Sygesengene.

Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.

Portoren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab
henimod Doren som en Hjord. Og Noglerne lod og Dorene lukkedes.

-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og
loftede de lurende Ojne, mens Vandet fra Hanen lob ned over hans Haender.

-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:

-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.

Bertelsen betragtede sine Haender og hver bidt Negl, for han, med
dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, slov og med
halvlukkede Ojne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:

-Hvorfor skulde jeg ikke med?

Og Ida gentog:

-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....

Og mens Ida syslede, lod atter kun to Syges Stonnen fra Salen og Herren
fra "A"'s Skridt over Gulvet.

Noglerne lod i Doren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.

-Her er mat, sagde han.

-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde
vaagne.

Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for slover de, minder her
li'egodt forbandet om Underverdenen.

Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Froken Petersen kaldte
paa Ida fra Kokkenet, om hun vilde hjaelpe hende med hendes Kjolerem.

-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.

-Ach, Froken Petersen skulde i "Udsalg".

-Aa, sagde Ida, der bag Kokkendoren laa ned paa Knae for at hjaelpe,
pludselig med en hoj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var
Mobelstoffer.

Qvam loftede rask Hovedet:

-Skal De giftes? sagde han.

-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.

Qvam satte ned fra Bordet.

-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.

Han gik hen forbi Kokkendoren og slog Hovedet en Kende tilbage mod
Bertelsen.

-Skal han ha'e Tojet? spurgte han sagte.

-Ja.

-Godmorgen.

Qvam gik; men Froken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor
det skulde vaere og naar hun havde bestemt det.

-Aa, jeg har villet det laenge, sagde Ida, og hun begyndte at fortaelle om
Lejligheden og Moblerne, hun vilde have, og Betraekket, hun vilde vaelge,
fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde taenkt paa--og hun troede
selv, hun havde taenkt det laenge.

-Men i den store Stue vil jeg ha'e Laederbetraek paa Moblerne, sagde hun.

Bertelsen loftede pludselig Hovedet:

-Naar kommer hun? spurgte han.

-Klokken elve, Bertelsen.

Froken Petersen var blevet ganske fols