talt meget fornuftigt", men
Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde
bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter
af Kredsen:

-Kaere Mine, ved Du ikke det--jo, hun vil nedsaette sig som
Fodselshjaelperske.

Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diaet
(han var Son af en Beromthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti
Aar vaeret beskaeftiget med at ordne de faedrene "Erindringer", mens han
stadig blev magrere), sagde til Ida:

-Men det maa jo vaere en meget lonnende Gerning saaledes at kunne lindre
sine Medmenneskers Lidelser.

-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen.
Hun havde faaet to rode Pletter, en over hvert Ojenbryn, som om hun lige
kom fra en Stegepande.

Fru von Eichbaum saa med sit Vaertinde-blik ud over Bordet.

-Aa, lille Froken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa
rundt.

Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hort den megen Tale som en Summen,
der var hende fremmed, og nu horte hun Karls Stemme, der talte til
Froken Mourier igen.

-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum.

Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem
havde foraeret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige
Familie blev almindelig.

Generalinden og Oberstlojtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt
livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende taettere
paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernor hos Prinsen og
forberedte ham til en Eksamen.

-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i
Vaerelset foran.

Oberstlojtnanten svarede med nogle Ord om det udmaerkede Eksempel og
vendte sig til Froken Rosenfeld:

-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.--

-Jeg ved ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Froken Rosenfeld: men
Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en
ridderlig Person.

Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til
Froken Rosenfeld.

-Kaere Betty, det er vel ikke det eneste.

Men Fru Falkenberg, der havde to rode Pletter paa sine Kinder--hun fik
dem let, som var de Folgen af en undertrykt eller hemmelig
Ophidselse--sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstlojtnanten:

-Men Menneskene taenker jo nu dog en Gang--

Og Oberstlojtnanten svarede:

-Ja, de taenker ... de taenker, til de ligger der.