der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu
se dem.

-Nej, hvor kommer de fra?

Ida var lige saa hurtigt derhenne.

-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde
taget Pakken og skudt Kniplebraedtet bort.

-Sikken Maengde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.

De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i
Sofaen ved Siden af hinanden:

-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et vaere.

-Aa, der er Taarne, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det
var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og
stottede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.

Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kont til Omgivelserne, sagde han
og rynkede paa sin Naese. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran
Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.

-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Braestrup.

-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede
foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk
bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.

De gik til det naeste Rids. Det var Planen over forste Sal. Ida forte
Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa
Planens Fod: Det var Dagligstuen--to Dagligstuer--og det var
Thevaerelset....

-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.

-Atten Alen i Laengden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.

Og der var Billardet--i Taarnet.

-Jeg taenkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt
efter Middagen.

Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte
Vaerelserne, spaendte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte
Vaegge--Spejlglas gennem det Hele....

-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.

Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.

-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saa hen over de mange Rum: Men
vi vil ikke kende det igen.

Karl blev ved at maale og studere:

-Ja, indvendig er det godt (han smaekkede med Tungen) det er s'gu godt.
-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans
Skulder: de har jo Pengene ...

Karl nikkede og saa fra Planen op i Lampen:

-Ja, sagde han.

Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:

-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.

Pludselig smilede Ida:

-Ja; og ogsaa hun saa ind i Lampelyset.

-For det var da de