t, man var fodt til, sagde Karl.

-Ja, Du....

-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.

Han tog den naeste Plan. Det var alle Sovevaerelserne med Toiletvaerelser,
og med Bade og med Garderober. Fra A til O stod det hele Alfabet paa
Ridsets Fod. Karl snoftede og han gned sine Haender.

-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig....

-Og seks Gaestevaerelser....

Han talte dem op:

-Med Bad til hvert.

Det morede ham, naesten som Kate havde vaeret en Elev i Komfort, der var
gaaet i Skole hos ham:

-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kloede sig i Haaret: Hun
er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til....

Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, folgende hans Haender
og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde folge
med i alle de mange Rum.

-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.

-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var
den naeste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.

Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i
England til de store Vaeddelobere.

Ida beundrede i Stilhed--hun forstod sig nu ikke paa Stalde--og mens hun
saa hen over Planen, sagde hun pludselig:

-Det er dog godt, at Far er dod.

Karl gav sig til at le, bojet over Ridset.

-Ja, sagde han: det vilde ikke vaere no'et for den Gamle....

Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske
Staldbygninger.

Ida havde rejst sig, og paa en Gang sagde hun--og vidste slet ikke,
hvordan det faldt hende ind, for et Minut for havde hun aldrig taenkt
derpaa--:

-Ved Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.

-Hvad vil Du?

-Ja, jeg vil leje en Lejlighed--

Hun havde laenge taenkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed....

-Hvor? sagde Karl bare.

Og paa en Gang vidste Ida, hvor det skulde vaere: i Ole Suhrsgade, for
det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire
Vaerelser; hun havde altid taenkt det, saadan en Lejlighed som
Kristensens.

Hun stod paa den anden Side af Bordet og bojede sig frem under Lampen,
saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.

-Og Moblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.

Hun var saa ivrig, at hun blev rod i Kinderne.

-Ja, det er udmaerket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.
Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.

-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde