n Spraellemand over Knuths Bevaegelser, naar han
pludselig kaldtes ud af sin Aandsfravaerelse.

Ogsaa Karl stod op.

-Naa--_allez-y_, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han
til Knuth--maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller
muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:

-Satan, saa hun lod Beaute springe igaar i Dyrehaven.

Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Laeberne:

-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.

Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Ojeblik holdt han
Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig om, da
han saa Udtrykket i hendes Ojne: det var jo en dejlig Dag.

-Ja.

Hun stottede sig til ham.

-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det
baevede lidt i hendes Mundvige:

-For det er saa svaert at gaa ud af den Dor, naar man har ventet her
alene.

Man kunde naesten tro, at Karl pludselig var blevet rod. Men han sagde
kun, saa meget blodt:

-Tak for idag, Pus.

Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Ojne som for (men det
var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans
Hals:

-Du, Du....

Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var
bleg, det saa man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og flojtede
sagte, sagde glad:

-Nu ku' vi se Lejligheden.

Ida blev blodrod og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:

-For Froken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.

-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl saa, helt forbavset, hen paa hende:

-Naa, ja, saa la'er vi vaer'.

Lidt efter skiltes de.

-Tak, Froken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.

Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl rog og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.

-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Lojtnanten saa.

Karl skod Cigaretrogen fra sig, men Knuth sagde i samme drommende Tone:

-Ser De, det er de omme Piger, man ska' ha'e.

Karl gik lidt, for han sagde:

-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tovende Eftertryk paa
"ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de
gik lidt igen, for han sagde, i sin slaebende Tone:

-Men De er s'gu en Drommer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.

Pisken rog nervost bort fra Knuths Laeber.

-Ja, hvad er der andet? sagde han.

-Der er s'gu ogsaa Tilvaerelsen, sagde Karl og rynkede s