ndrette sig et Sted at vaere, sagde hun. Hun havde aldrig
talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.

Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:

-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kloer.

-Men naar man lejer Lejlighed og moblerer med Laederbetraek, skulde man
helst ikke ta'e Brodet ud af Munden paa andre.

Overud sagde paa sit Fynsk:

-Laederbetraek, det var der ogsaa i Rygevaerelset paa Broholm ... det var
saa kont og saa rart koligt at sidde paa--efter en Middag.

... Ida havde taendt Lampen oppe paa Vaerelset. Hun vidste ikke selv,
hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig
gav hun sig til at skrive til Karl:

"... Men Du maa ikke vaere vred, horer Du, det maa Du ikke--for det, Du
ved. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil
jo kun, som Du vil altid; ved Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi
det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du maa ikke
vaere vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....

Karl var ved at traekke i Ridebukserne, da Julius naeste Morgen bragte
Brevet.

Han stod lidt og saa paa Brevskabet, med halvrynket Naese, far han
aabnede det og laeste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa
klaedte han sig paa. Men da han var faerdig og kom ned paa Gaden, slog han
sig med Pisken over Laarene:

-Fruentimmerne taenker s'gu ogsaa altid saa urimelig laenge over hver
Ting.

Kate var allerede i Sadlen, da han kom.

-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'etes pas matinal.

Karl skod Laeberne frem:

-Jeg har laest Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbojlen.

Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Friserkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.

* * * * *

Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Soster, Fru
v. Eichbaum:

Kaere Emilie!

Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale
at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet haendet med
Undtagelse naturligvis af, at vi hjaertelig savner Dig, Mille. Dit Hus
staar nu som blaest og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne
mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev rode, skont Asmussen saa
bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig konne i Farven, hvad
jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos
Schleppegrells). Der var rigtig net og