rklaring:
Hun er en Tos.

Fanny havde hort Kates Bemaerkning om Hofmassagen.

Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot:
hun saetter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i
vore Dage bliver forsorgede.

-Naar de kan forsorge ham, sagde Fanny.

Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de
korte alene paa Grund af de adskillige Effekter.

-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Ojeblik, hvor jeg blev
ganske kold--da ingen saa henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.

-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det
da kunde arrangeres.

Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl,
der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.

-Hvor det klae'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en
pludselig Fugtighed i Ojnene: Naar Karl blot ikke forsommer sit Kontor.

-Kaere, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og
lidt efter:

-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.

De to Sostre sad med hinanden i Haenderne.

... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen
efter at have haft Ane inde til Nejning.

-Ja, Du, hva' det er velsignet at vaere hjemme igen mellem de fire go'e
Vaegge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og,
mellem os sagt, det har ikke vaeret en blot Fornojelse....

Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet
sagde.

-Det vaerste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener,
at man aldrig ved, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang
laegge Hjerterodderne blot. Vil Du taenke Dig, faar hun ikke inat et sandt
Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan hores paa
Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat
for Sosyge.

Fru von Eichbaum tav lidt og saa frem for sig.

-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra
sit faste Bolvaerk.

Fru von Eichbaum tav igen og saa ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.

-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.

Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte traenge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.

Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saa paa den. Den var
nydelig:

-Men, Gud, Du, den megen Hoflighed, sagde hun: den kan naesten virke lidt
generende.