ved at tale og--tav.

-Men naar bli'er der faerdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og
regnede noget ud.

-Jeg ved ikke, sagde Ida, med Hovedet stottet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.

Den Ruslaeders Portemonnae var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankelos op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.

Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.

Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone,
som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:

-Det er naturligvis om Pengene.

Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:

-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gor for at lokke alle de Penge fra ham.

-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i
samme Aandedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig
naer--saa hun op og sagde:

-Det har jeg jo altid gjort.

Karl, der blev bevaeget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:

-Men at lyve sig til et helt Moblement er ikke saa let....

Ida smilede igen, mens hun saa ud over det uendelige Vaev af alle sine
egne Udflugter.

-Jo, sagde hun og lo naesten: naar man forst er begyndt, saa kan man
altid lyve videre.

-Du bliver s'gu et fordaervet Fruentimmer, sagde Karl. Det var laenge
siden, han havde taget saa fast eller omt om hendes Haand.

-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu
vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.

Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet
ikke sige det:

-Det vaerste, de kan gore, er da at gi'e mig min Afsked.

-Det manglede blot, brast det ud af Karl.

-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.

Men Karl svarede ikke, for han sagde, med samme Udtryk som for inde i
Cirkus:

-Men, for Fanden, hun holder vel Botte.

Han kaldte paa Kelneren for at betale.

-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saa ud over Bordet og
Glassene.

-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.

Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslaeders Portemonnae.

Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles
fra hende:

-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.

-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.

-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud
til Kusken.

...-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i