, der ostentativt stoppede sorte Silkestromper, hvoraf
hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:

-Uh, den aekle Person, han er det rene Gespenst.

Froken Kjaer sagde, mens hun saa ind i Gasflammen over Bordet:

-Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at
vi alligevel allesammen maatte lobe lige i Gabet paa ham.

Men Froken Overud, der smurte Mad, sagde i Sammenhaeng med de rode Ojne:

-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men
jeg bruger Sovand i en Flaske.

Ida gik til sin Nattevagt.

* * * * *

Julius aabnede Droskens Dor uden for Ankomststationen, og Generalinden
steg ud.

Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i
en Sofa.

-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.

Men Fru Mourier, der hvert Ojeblik fik Taarer i Ojnene, sagde, at hun
havde ikke lukket et Oje om Natten: For som hun har ligget der i Kojen,
Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.

Hun taenkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.

-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tor man heller ikke
vaere.

-Kaere Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru
Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa
forst og sidst lade som der intet er passeret.

Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man saa hele Formen af Neglene.

-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevaegede sit Hoved: men man taenker jo dog
paa hende.

Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgorende Tonefald:

-Men kaere Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.

Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde
blive for Emilie, da hun horte Fru Schleppegrell, der arriverede
letstonnende med Fanny i sit Kolvand: Kaere Born, hva' det er for et
Vejr--man maerker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske
Undertroje....

Ordene kom fra Admiralinden i en Strom: Men som jeg sagde til Vilhelm
(og hun satte sig) idag moder vi....

Fanny havde stillet sig ved Perrondoren. Hun havde et Ansigt, som naar
hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesog i Plejeforeningen og holdt
sig Stuens Bredde fra dens Beboere.

Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betaenksom, indtil hun pludselig saa rundt pa