og kom denne Vej ...
Hun vilde alligevel, hun vilde nodig mode dem ...

Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Ojeblik langsomt, og det var
ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder forst stak op saa pludseligt og
lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged
standsede hende og holdt begge hendes Haender fast mellem sine strikkede
Vanter. Det var et velsignet Vejr med den hoje, klare Luft, sagde han:

-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Horelsen, sagde
han. Men i det samme horte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham:
det var vist dem, men det lod, som var der tre Heste ...

... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde
vendt sig halvt og saa Knuth, der kom travende der, paa den anden Side
af Kate.

Hestene kom stadig naermere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate
Mourier holdt sin Hest an.

-Godmorgen, Froken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre
standsede som hun.

Ida blev rod og saa bleg:

-Godmorgen, sagde hun, og der var med et det forrige stive Udtryk i
Ojnene.

-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved
Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfaeldigt,
den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, rore ved Idas
Kind, saa Ida saa op, lynsnart, et Sekund----

-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Soen (Knuth tog ikke sine Ojne
fra Ida): I saadant et Vejr maa der vaere faelt paa Galehuset.

Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:

-Hun er egentlig sod, sagde hun, mens de travede.

-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa kon, naar hun er bedrovet.

Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke kon, naar hun er glad?

-Nae, sagde Karl.

-Og hvorfor?

Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.

Knuth var kommen en halv Hestelaengde bag de andre: han sad og vendte sig
to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.

-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:

-Er hun paa Kommunen?

-Ja, sagde Karl.

-Allez-y.

De slog over i skarpt Trav.

Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig
og tyggede paa sin Piskeknap.

Den skraevende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen,
naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt morkere i Ojnene.

-Vrovl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu
haft et nydeligt Smil, da hun stod og saa op til de