Korsgaard.

Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:

-Der er idetmindste koligt.

Froken Rosenfeld havde lyttet et Ojeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distraet paa et Sporgsmaal af Kammerjunkeren:

-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.

Hvad der gav Admiralinden Anledning til at lofte Barmen i en noget
rigelig Udskaering, mens hun sagde:

-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig
til.

Men Generalinden sagde:

-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere,
som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en
Strompe.

Hr. Mourier erklaerede, at det var en aldeles fortraeffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen for
Serveringen, skaenkede den hvide Vin, greb Oberstlojtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:

-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstlojtnantens Stemme
blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa
mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Dore.

Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Ojeblik saa op mod Fru
Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske naer,
sagde:

-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Bornene i at laese.

-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstlojtnanten.

Fru von Eichbaum sagde, naesten ligesom for at laegge sig imellem:

-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner
foder kun Uro.

Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad
de Folk taenkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".

-Kaere Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, horte Fru Aline
tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo
urigtigt ...

Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".

Det kunde vaere galt nok endda med Tiderne, som alt forlob:

-Vil De taenke Dem, forleden--opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane,
De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de
har det fra.

Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til
Kammerjunkeren, der sagde, at man saa jo undertiden de Folk i Theatret,
og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklaedte, sagde han i en
Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere modte med Huller paa
Albuerne.

Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om
Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu