* *

Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der
ingen, saa hun kunde gaa.

Men Ellingsen var ved Doren for at "hjaelpe Frokenen".

Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:

-Tak, sagde hun: Farvel.

Men Ellingsen, der stod ved Doren, sagde, og der var megen Fugtighed om
hans Laeber:

-Frokenen glemmer sine Pakker.

Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedoren op:

-Farvel, sagde hun og gik.

Gadedoren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen
vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk
i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Stov, han syntes havde
samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet torrede sig om
sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjaeldent haft mindre end en
seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".

Det ringede ved Bufet'en.

-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.

Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....

-Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod
Osterbro, udad, laenger og laenger.

Der modte hun dem. Han saa dem langt borte. Der var de.

Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa lost i hendes
slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bojet til
Hilsen.

Men Kate standsede sin Hest et Ojeblik.

-Godmorgen, Froken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket
dejligt Vejr!

-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.

-Man maerker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt
lidt fra dem. Det saa ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.

-Naa, allons ... Godmorgen.

De red bort.

-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.

Og lidt efter, mens hun saa ud over Hovedet paa sin Hest, tilfojede hun:

-Det er mig forresten ligegyldigt.

Karl vilde sporge hvad, men tav pludselig med et forbloffet Ansigt.

-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.

Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saa
hvert Ansigt, hun modte, som var det maerkelig lyst, og hvert Gitter og
hvert Hus og hvert Trae, som var alting saa maerkelig skarpt. Og hun horte
hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde
hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.

Men Mulden saa hun mest og de gule Krokus og Rosentraeerne, der var
afdaekkede nu--for nu vilde det snart