Mourier, der havde hort det, lo og sagde:

-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstlojtnanten.

Ordet "taenke" forte paa en Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens
Etik. Hun laeste den netop. Hun nod den langsomt:

-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at folge paa Grund af
den klare Stil.

Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som
hjemlos", havde Naaden paa en Gang set):

-Er der megen Sygdom iaar, Froken Brandt?

-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun horte kun Karl og Kate, der lo,--hvor de
lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, naesten
febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra
"Ludvigsbakke".

Mourier, der sad og saa ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og
bojede sig over mod Fru von Eichbaum:

-Hvem er hun? spurgte han halvhojt, og Ida horte Fru von Eichbaum, inde
i en laengere Forklaring, sige:

-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en
agtvaerdig Mand.

Ida vidste maaske ikke selv, at hun kaempede for ikke at faa Taarer i
Ojnene.

Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at
tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens
Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvaesenet og afsluttende
sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:

-Men nogle Stykker Silketoj, Kaere, haaber jeg nu at faa hjem med Deres
Svigermoder og Mary ... Gud, De, naar man laegger dem i Bunden af en
Kuffert--

Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod
"Silketojet". Fru Mourier talte saa glad og hojt, for hun var saa
inderlig lykkelig, fordi det helt toede op om Aline; og Fru Feddersen
sad bojet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.

-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker Du, Mille? hun
talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi korte til Marienlyst for at
danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamaen ikke vaeret der laenge.

Fru von Eichbaum svarede noget--pludselig med Taarer i Ojnene: det var
jo der, hun havde truffet Eichbaum forste Gang.

Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soireerne og Kronborgs
Lojtnanter og Koreturene til Gurre og Badetimerne, naar de korte i en
Hostvogn ned til Hellebaek Strand, og de store Skovture, naar de tog til
Grib Skov, der var saa vid og stille....

Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale naesten
ganske ens--ogsaa Fru Aline.

-Aa, ja, sagde Admira