det, sagde han:

-Hun var s'gu hjemme.

Ida horte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde taenkt, taenkt paa
lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Doren, der blev
lukket, vidste hun: hun var hjemme.

De horte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen,
sagde Karl og skod op i Saedet. Der blev Folk og Stoj og Lys af
Gasfakler.

-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene
saa hjemligt i Skaeret af Gassen.

-To; han skod Penge ind til en Froken ved Telthullet, mens han--han
havde igen faaet den Maner at kigge hvert Kvindfolk op under
Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.

-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.

-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Saet.

Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame
allerede floj, florbeskortet, gennem Tondebaand, og alle Pladser var
fulde af Kobenhavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.

-Hvor her er mange, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog
altid en Afveksling.

-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han monstrede, nikkende og i
et Blik, Krikken og den florbeskortet og de syv Musikanter og Publikum.

-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Haender, saa det knagede i
hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvaere over ham
efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).

Et Par Klovner vaeltede sig om paa Jorden, mens den graciose Dame
pustede. De stodte Peber, og de "korte i Holstenskvogn", saa det
dronede.

-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.

-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben,
indtil han pludselig stodte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene)
op mod Idas Hage.

Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Solvknappen fast mod sin Hage.

-Ja, sagde hun.

Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose"
paa en Violin, og der blev mere slovt i Publikum, og stille. Karl holdt
Cigaren mellem Taenderne og forte den op og ned i den bedrovelige Takt.

-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa vaeret der for
tit.

Karl vendte sig: Herre Gud, taenker Du paa det endnu?

Og pludselig gaettende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog
med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa
gerne