fter Ridtet, hvad der saa let sker.
Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den
er jo drojere end den fra Cloetta.

* * * * *

Ida gled gennem Rorholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled
hun ind i Kabinettet.

-Nej, han var der ikke--ikke endnu.

Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme
i Gangen:

-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.

Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i
Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet forst at
servere, naar "den Herre" var kommen.

-Det gar jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er
man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en
Dug. I Gangen stodte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo.
Damen, en buttet, lille rodmosset En, slog Klappen paa Doren lige
overfor Idas Kabinet ned med et Smaeld:

-Optaget, raabte hun.

-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:

-The, Smor, ristet Brod, fire blode AEg....

-Seks, brolte Herren, og Doren blev smaekket i.

-Seks, lod det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Kokkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Doren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.

-Her er nok travlt, sagde hun.

-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de
skrumpne Haender, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov,
vi maa ikke klage....

Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid,
naar hun bojede op ved Rorholm), og Ellingsen sagde:

-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.

-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hort hvad han havde sagt, men
hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med
Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; naesten som paa Hoteller
uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skraek for en Dag ikke at
kunne betale.

-Vejret er saa smukt, sagde hun.

-Det er Saesonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lod
en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.

Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge
Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Doren og
tilfojede, for han gled ud:

-Saa venter vi en