blive Foraar.

Hun kunde vaere gaaet ti Mil og bojede dog om ved Sohjornet, af Vane.

Paa Vejen taet ved Rorholm modte hun Froken Friis, som begyndte at larme
langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet
hendes Skik. Men, kaere Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden.
Froken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare
lige om Hjornet....

Ida var pludselig saa traet, eller maaske folte hun Trang til at nyde en
sidste Smerte.

-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.

Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjaerg. Froken Friis
var iforvejen og laeste paa alle Dorplader.

-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og
Bestillingsmaend samt en Baptistpraest, som boede der) og hun kunde naeppe
vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:

-Ja, her er Haandvaerkere.

Men Froken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:

-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun rog ud igen paa Gangen: hun
maatte kysse Ida af Henrykkelse, for hun svajede ind paany. Hun befolte
alt og saa alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:

-Men, sode Brandt, hvor maa det have kostet.

Ida sad ned. Ubevaegelig saa hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu
var det paa Plads.

Hun horte ikke Froken Friis og ikke, at hendes Ordstrom pludselig
standsede, folte kun, at hun var ene, et Nu, og loftede sine Haender fra
sit Skod--da Froken Friis kom frem i Sovekammerdoren.

-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig
havde brugt: De ved, hvordan De vil ha'e det.

Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked
op i hendes Kinder.

-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt naesten selve sin Smerte.

Men Froken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den
store Seng.

-Saa gaar vi, gentog Ida.

Der var noget i Tonen, som fik Froken Friis til at rejse sig noget rask.

Men Ida ventede tavs forst ved Dagligstuedoren og saa ved Entredoren,
sidst ved Gadedoren, indtil Froken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden
kom Samtalen i Gang. Froken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som
af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, for hun
skulde videre "et AErinde":

-Men Gud, Brandt, vaer nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.

Ida skod tavs hendes Haender bort fra sin Arm.

-Farvel, nikkede Froken Friis.

Da Ida, der bestandig bar de to