troste hende i den sidste Tid):

-Moderen ved s'gu aldrig nogenting.

Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede
sig i Saedet med strakte Ben:

-Naa, der har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin
venstre Haand.

Baron-direktoren fremforte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrierer; de brune Skind spaendtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lod der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:

-Det er s'gu godt, Baron.

Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en
Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa
sin Stol.

-Se dog, se dog, sagde Ida.

Men to brede Maend henne ved Teltvaeggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevaegelse, sagde:

-Det er hort.

Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad
hinanden, fordi de lo ad ingenting.

-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og stottede den hojre mod Karls Knae.

Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betaenksomme Udtryk:

-Det var en Springer for Kate.

Ida havde ikke forstaaet straks--men nu rejste

Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktoren, sagde han, og hendes Haand
faldt bort fra hans Knae, ned, overmod Stolens Arm....

Saa saa hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserod
Dame, og hun horte igen Folk le og saa Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde rore sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.

-Der er Herrens Overflodighed, sagde han og stak sin Arm ind under
hendes.

Ida sad et Nu med Hovedet stottet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme
paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skaelvede ganske lidt.

-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.

-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portraet i sin Syaeske.

Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche,
for Jublen vilde ikke laegge sig.

-Godaften, min Pige, sagde Herren fra for og vinkede venligt Damen af.

Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:

-Der er Froken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.

-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, der er
hun, sagde han.

Men Froken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:

-Godafte