Generalinden sagde:

-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.

Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad rog jeg jo,
under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu
skal Du til Ro.

Hun gav Sosteren Haanden, og, pludselig rorte, kyssede Sostrene hinanden
med Taarer i Ojnene....

Karl sad paa Kontoret. Han taenkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu vaere med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den forste, naar Gagen faldt.

Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tojet paa og stod under Gasblusset:

-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.

-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.

-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.

-Tror Du, jeg skal gore Visit, sagde Ida fra Morket.

-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Morket.

-Ja, jeg vidste ikke....

Hun talte saa sagte.

-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Doren til Lyset....

Men paa Haandtaget rorte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjaelpelos
hastigt.

-Godnat, sagde hun.

-Godnat, Pus.

Porten til Gaden slog op, og man horte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.

Ida var bleven mager, saa man, naar hun naaede Lygternes Skaer, mens hun
gik tilbage gennem den tavse og halvmorke Gaard.

... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var taendte og
de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske
Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun taenkte, hun vilde have det
paa Skrivebordet for Lysets Skyld:

-Ved Du, sagde hun: jeg sad saamaen for Middag og saa rigtig laenge paa
Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der
kommet noget taenksommere i Udtrykket.

* * * * *

Karl og Ida korte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa,
og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujaevn Stenbro.

-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.

-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krob sammen i hver sit Hjorne.

Drosken luntede videre, og de to tav igen.

-Men han korer osse, som om han korte til Begravelse, sagde Karl.

Og de tav igen.

-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.

-Naa, mumlede Karl.

-Men hun var ikke hjemme.

Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at taenke over