s Skyld, Admiralen flyttede.

-Hvorfor?

Karl smaekkede med Laeberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.

De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, for de
naaede Doren.

-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tojet af.

-Ja, sagde Ida og lo, men skaelvede alligevel. Men Karl, der aabnede
Doren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var
derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Vaerelse, til han
kom tilbage.

-De sover, sagde han, og han forte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind
hvor i Dagligstuen Lampetterne var taendte og Vinen stod paa Bordet.

-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.

-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.

Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Ojne op paa ham, mens hun
paa en Gang rodmede, og Karl, der havde modt hendes Ojne, trak (han
vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad
hun dog fornam.

-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.

De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og
Ida bragte ham en Skammel, og de horte ikke andet end Gassen, der kogte:

-Her er rart, sagde Karl.

-Ja.

Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skaelvede lidt
i Stemmen endnu, men paa en Gang blev hun munter, kun ved at fornemme
den omme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke--og hun saa sig om,
nedefra, og pegede paa Kniplebraedtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor:
-Det har hun ikke med, sagde hun.

-Nej, sagde Karl og loftede hende op, men Ida rev sig los og tog Klaedet
fra Braedtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl,
der havde bojet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op
at kniple, og hun sagde, med lukkede Ojne, saa sagte, at det lige kunde
hores og ikke mer:

-Iaften gifter vi os.

Karl saa op i hendes Ojne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end
det, der var i hendes--og det havde givet det samme lille, umaerkelige
Ryk i ham som for--:

-Det har vi vel gjort for, Pus, sagde han lidt hojere end hun--og hendes
Hage loftedes fra hans Haar.

-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte
hende Glasset op over sit Hoved--som hun tog og ikke rorte.

-Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig Oje paa Pakken paa
Marmorbordet i Hjornet.

-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde
sagt.

-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl,