hende
komme.

Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjornesofaen.

-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende
naermest, og Fru Mourier havde Taarer i Ojnene.

-Hvem? spurgte Fanny.

Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre,
henne i Krogen ved Gummiplanten.

-Staar De der, sagde han og slog Fodderne sammen, lidt bleg.

Og Fru von Eichbaum, der fuldstaendig havde glemt hende, men som havde
tyve Oren, gik frem imod hende: Goddag, kaere Froken Brandt, sagde hun og
forestillede hende for et Par af de naermeste. Kammerjunkerinde Lindholm
sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev
hel Traengsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til
Arken:

-Saa, nu er vi atten.

Inde i Dagligstuen brod de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle
kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dorene, Par efter
Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og
de to gik sidst.

Men da de kom ind langs Skaermbraedterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.

-Vi skal slutte Kortegen, sagde han.

Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med
et Blik paa Skaermbraedterne:

-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.

-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skaermbraedterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.

Kammerjunkerinden lo og loftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skorter
en Smule hojt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen,
saa Karl med et Par hastige Vaertojne henover Bordet. Det var, som blev
hans Ansigt paa en Gang aeldre, med et vist officielt Udtryk.

De var alle paa Plads, nederst Moderen, overst Admiralen, med
Kommandorkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.

Julius begyndte at servere Suppen hojtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.

Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.

-Her har man da, Gud vaere lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.

Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum
sagde, mens Fru Mourier bojede sig frem for at skjule Fru Aline, for
hendes Haender skaelvede, saa hun spildte Suppen, naar hun forte Skeen til
sin Mund:

-Men der er da ingen Spisestue som den paa