ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrod og Hr.
Mourier vendte sig, meget lettet:

-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er
s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at vaere et
Stykke fra Fruerne--

Lidt efter brod Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor
Hr. Christensen og Julius gik og daekkede af.

Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevaegeligt ved Naeseborene, da
han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes
Parfume.

-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til
Julius.

Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var
gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen
(hun spiste desuden staerkt, naar hun var ude), men i Hjornet under
Gasflammen sad en Gruppe og talte om Boger og om at laese. Fru
Falkenberg, der nervost gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens
hun saa ud for sig, sagde:

-Men man bli'er saa tit urolig af at laese.

Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etageren talte med Fru Lindholm
om Mary, sagde:

-Kaere Emmy, man laeser da for at hvile.

Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:

-Man vil vel ogsaa kende Livet.

-Det er vist sjaeldent, som der staar i Bogerne, sagde Froken Rosenfeld.

Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrod
og sagde:

-De, lille Froken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun loftede
venlig; Idas Arm. Den faldt saa saert livlost, eller ligesom den var
knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden
pludselig saa paa hende:

-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.

Admiralinden, der var vaagnet og havde hort, der var Tale om Laesning,
sagde henne fra Sofaen:

-Kaere I, man maa jo gennem Taskerne for at folge med. Fanny og jeg laeser
os i Sovn hver Aften.

Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Ojeblik til Ro. Maaske
var hun noget traet, for hun havde lukket Ojnene og stottet Hovedet mod
Vaeggen. Hun sad lige i Lyset, og de rode Perleslanger, der faldt ned
over hendes Buste, saa naermest ud som Blod der randt ned i hendes Skod.
Hun havde ikke maerket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved
Siden af hende.

-Hvor jeg har taenkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille
sin Haand ind i Fru Alines.

Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ov