ive Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og
Kate, klumpede sig sammen foran Doren, saa Froken Kjaer, der kom lobende,
helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.

-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desvaerre ikke komme
selv.

Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kont af Froken
Brandt. Og Froken Kjaer forsvandt igen ligesaa pludselig og
forlegent-hojrod i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum,
der sad paa Saedet med Buketten, sagde:

-Kaere Born, det er jo rigtig saa venligt af hende ... men Blomster paa
en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg ved. Tag Du dem hjem
med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.

Hun rakte Fru Mourier Roserne:

-Her laegger man dem i et Naet og finder dem bare visne om Morgenen ...

Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:

-De er smukke, sagde hun og saa saerdeles ligegyldig ned paa de lange "La
France"-Grene.

-Ja, sagde Karl og smilede paa en Gang saa kont ned mod de lyserode
Kalke: Det er s'gu godt ment.

Saa genoptog han Traaden--de havde talt om Knuths Dygtighed som
Rytter--og han sagde med rynket Naese om Greven:

-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?

-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.

-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.

Konduktorerne lukkede Dorene, og Efternolerne halsede ud af Ventesalene,
fulgt af Hotelkarle, der pustede. Dore kom op igen og i igen, og paa en
Gang var det, et Nu, som alle skaendtes, Karle, Konduktorer og Rejsende.

-Kaere Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupedor saa rank som
et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.

... Toget var gledet bort, og de saa kun endnu en Gang Fru von Eichbaums
hvide Lommetorklaede, for de alle vendte sig og gik.

Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:

-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.

-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.

-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.

Det blev en Aftale; og Karl gik.

Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre
karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:

-Vi dommer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.

-Naa, sagde Fru Mourier og saa frem for sig: det sidder vel i os alle,
og naar man saa ikke vokser fast til den, man har....

-Ja, kaere, svarede Generalinden, men der er jo d