n Landlober.

Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med
Josefine--der stod ligesom Storm af Josefines Skorter i disse Dage--og
oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun folte kun en Ting,
bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind....

* * * * *

-For Satan--naa, han saa mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om
Trappehjornet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Doren op paa
forste Sal. Oppe ved Doren blev han staaende lidt, indtil han horte Dr.
Qvams Skridt do bort nede i Gangen.

Saa slog han to Slag paa Doren, som han plejede.

-Du var saa kon imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos
hende lige til sidste Minut.

Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med
Froken Koch.

-Godaften, sagde han noget lavmaelt, og han kom forbi.

Froken Koch havde ikke svaret, men hun saa hvast efter ham; og hendes
Samtale med Qvam gik i Staa.

-Maa man sporge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad
saadanne Mennesker taenker paa--

Dr. Qvam stod lidt:

-Der er vel dem, som aldrig taenker ret langt, sagde han: Og for dem er
det jo lettere ikke at taenke laenger end de vil.

Froken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.

Lidt efter sagde hun:

-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gores ved Verden?

Qvam flojtede:

-Jeg ved s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk
ligesom man behandler Hingstene og gore dem til Arbejdsheste, der gik
roligt foran den store Vogn.

Han tav lidt:

-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det
anerkendelsesvaerdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.

-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Froken Koch.

-Naa, sagde Qvam: Herren ved det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa
et Galehus og mest ved at taenke paa dem, der ikke spaerres inde....

* * * * *

Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:

-Saa, nu Sjalet ned om Orene----

Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa
Taeerne for at faa Hojden, leende, med Kniplingstorklaedet ned over
Ansigtet.

-Han er der s'gu, sagde Karl, der skaevede hen til Portner-Hullet, mens
Ida blev ved at gaa paa strakte Fodder:

-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa en Gang, sagte, begge
to. Men Karl sagde og nikkede:

-Men det var s'gu for han