og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.

Oberstlojtnanten blev staaende midt for Bordet og talte hojere og hojere
om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske
Bevaegelse.

Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om
de horte efter, sagde til Mourier:

-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?

-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg ved s'gu ikke. Jeg er
naturligvis Hojremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg
har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er
nodvendig hertillands i det offentlige Liv.

-Naa, sagde Admiralen: der behoves, Gud vaere lovet, ikke saa megen
Forargelse til Sos.

Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likor, gav sig til
at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.

-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting haender
ikke, naar Manden holder sig frisk--.

Men Admiralen kloede sig i Hovedet og sagde:

-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som
Piger--hun havde en Maner at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret--

-Nej, og Admiralen saa naesten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige
Fruentimmer.

Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og
Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saa over paa de Dansende, sagde
til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas
Likor:

-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?

Mens Oberstlojtnanten pludselig sagde til Mourier:

-Men, kaere Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?

-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.

Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Froken Rosenfeld, da Karl
kom hen imod hende. Han var rod i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.

-Froken Brandt, sagde han, vi maa da danse.

Ida svarede ikke, og med Moje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var
saa ganske tynd i hans Arm.

De dansede kun en Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livlose Haender
fornam ikke hans, der fattede om dem med et naesten fortvivlet Tryk.

-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg,
da Karl atter forte Ida ind.

Froken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.

Saa sagde Froken Rosenfeld og tog hendes Haand:

-Lille Ida, hvad vil De dog her?

Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:

-Nu gaar jeg hjem.

Hun saa in