temme.

-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.

Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Haenderne:

-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Haenderne, saa
Knoerne blev hvide.

Og mens han saa hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs
hans Sider, sagde han--det Blik maa En have, der korsfaestes--:

-Jeg kan ikke andet.

Ida laenede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun
fortvivlet.

... Karl var kommen hjem. Halvt afklaedt blev han ved at marchere paa
Gulvet.

-Det er utroligt, sagde han.

-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.

-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.

Endelig satte han sig hen paa sin Seng.

-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Hojst ubehageligt:
og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkafeen for at
vente.

Tilsidst kom han ned mellem Taepperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op
i Luften.

-Det er maerkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.

Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Morket laa han laenge og kastede
og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Haender var saerligt
urolige--som en Mand, der er plaget af besvaerlige Fluer ...

... Han var heller ikke i noget lyst Humor, da han stod op, og
Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse
med Kammen og Borsterne foran sit Spejl. Men paa en Gang loftede han
Ansigtet og, idet han saa sig selv lige ind i Ojnene i Spejlet, sagde
han halvhojt og med et Nik:

-Ja, det er det: et Menneske gor s'gu, hvad han maa.

Ida havde ventet laenge oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen,
nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den
rolige.

Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Doren, som
skulde aabnes, og Taerskelen, som hun skulde over.

-God Morgen.

Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og
set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Froken Friis, der sad
naermest Doren og skod op fra Stolen til et Favntag.

-Godmorgen, Sode, sagde hun.

Og da hun kyssede hende, skod hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.

Ida blev blodende rod....

Og hun horte Froken Helgesen sige:

-Hos os har der inat vaeret to Dodsfald.

* * *