n, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med
loftet Skort. Der var noget eget tilvant og glad fremtraedende over
hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde
hun til den lille, stornaesede Herre i hendes Kolvand:

-Det er Barndomsvenner.

-Naa, sagde han langtrukkent: saa er det kriminelt.

-Det er en slem Lommel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev
siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som
En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:

-Naa, hun holder s'gu nok Botte.

Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke
smagte.

Ida bojede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole,
og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund)
ganske sagte:

-Karl, og det var det forste, hun havde sagt siden Froken Friis var
gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.

Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt staerkt, mens det
summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.

-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.

Ida havde et Nu pludselig Taarer i Ojnene, men saa smilte hun igen (hun
forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op
imod ham:

-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.

-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og,
med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:

-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktoren.

-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida loftede Haanden saa meget
som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til
allersidst ogsaa var af Forfaengelighed).

-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.

-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Froken Friis, der
gav sig til at nikke til Ida to Gange.

Der lod en Fanfare: Der har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig
uvilkaarligt i Saedet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han
rider godt.

Ida nikkede kun foroverbojet, medens der var noget over hende som over
et Barn, der stopper Fingrene i Orene, naar det vil laese, og hun tog
ikke Ojnene fra den nogne Mand, der satte i Spring.

Folk klappede og klappede.

-Han springer godt, sagde Karl.

Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Ojnene at folge det nogne
Legeme, sagde sagte og blev rod, far hun havde sluttet Ordene:

-Han er dog ikke saa smuk som Du.

Karl saa pludselig ned paa hendes Ansigt:

-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde