Gangen havde faaet en
lille Lampe taendt og som nu aabnede Doren. Men idet hun loftede Lampen
foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der
stod laenede op imod Vaeggen:

-Det er Gulvtaepperne.

-Sikken Maengde, sagde Karl, der stod og taenkte paa, at Moblerne vilde
blive for store for Stuen.

-Ja, og hun nikkede til ham: Men Monstret kan Du ikke se.

-Jeg er forfaerdelig torstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.

Ida havde Rodvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stodte i Tanker til Moblerne som til
Staengerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende Ojne.

Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde haelde Vinen i sig.

Men pludselig bevaeget, eller desperat--for han kunde i det Ojeblik gerne
have slaaet alle de Mobler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:

-Naa, Skaal, Pus.

-Ja, sagde Ida og saa fra Stuen, hvor Moblerne, der ikke var paa Plads,
kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det forste Glas, vi
drikker her.

Og hun drak, til Bunden, med Ojnene faestede paa hans Ansigt.

... Karl var gaaet.

-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.

Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.

Hun vilde kun vaere ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun
gik. Men da hun kom ned paa Gaden, naesten lob hun. Hun taenkte: hvis hun
modte Froken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun lob, som om hun
derved kunde undgaa det.

Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke modt nogen.

Hun tog sit Overtoj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa
aabnede hun Doren. Hun vilde se Roed og Froken Petersen, se dem, inden
de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet
paa Gangen lysnede det allerforste Skaer af Dagen og de Syge blundede.
Sagte drejede hun Noglen om og gik ind. Roed og Froken Petersen sad hver
paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Ojnene af Sovn.

-Gott, Gott, er det Dem, sagde Froken Petersen.

-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfravaerende, eller
frygtsomt, glattede hun med sine Haender ned over Roeds Haar.

-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.

-Ja.

Ida slap hende og gik hen til Taerskelen til "Salen". I den naermeste Seng
rorte Patienten sig, og Ida gik ind. En skaegget Mand med blaa Briller
laa og stirrede op paa hende.

-Godaften, Froken, sagde han med saadan en ydmyg S