....

Hun havde vaeret der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.

Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og
om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun
maaske sogte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstod.

-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der
om Aftenen ... Olivia og jeg.

-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.

Men Knuth, der vist ikke horte stort andet end Lyden af hendes Stemme,
og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saa de torre og solbagte
Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfravaerende:

-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.

Karl sad og gyngede overskraevs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten
mellem Laeberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.

Saa sagde han:

-De er s'gu en kvindekaer Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvaere.

Ida blev rod og smilede dog, mens hun sagde hastigt:

-Men vi kom ikke til Marselisborg.

Og Knuth, der maaske blussede staerkere end hun, sagde:

-Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.

Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saa veltilfreds,
med Ojnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand
mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig kon, naar hun talte om
Francks.

Og Karl sagde pludselig med et Nik og skod Laeberne frem, mens Ojnene
smilede:

-_Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie._

Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt
ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasaetninger i
Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran
Karls Ojne, der "tog" hende, og hun loftede sit Glas og nippede til det,
med sine Ojne i hans.

Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom
pludseligt, naesten sorgmodigt:

-Hvor det dog er laenge siden.

Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han
skod Rogen ud gennem Naesen:

-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.

Uden at have hort det sagde Ida og slog et Par lysende Ojne op mod Karl:

-Hvor mon man er i den naeste Ferie?

Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Ojne:

-Ja, Fanden ved....

Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for
idag, Froken, sagde han og stodte sit Glas mod Idas. Der var noget
underligt, ligesom af e