hun.

Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.

-Du, Pus, sagde han, og han saa op i hendes Ansigt: Hvorlaenge kan Du
blive?

Ida smilede kun og lukkede sine Ojne.

Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjornesofaen, der,
hvor Stereoskopet stod, som da hun var her forste Gang.

-Og saa vil vi ha'e Herremobler i det store Vaerelse, sagde hun.

Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Vaeggen.

-Nej, sagde han: i det store Vaerelse vil vi sove.

De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saa over paa Ida, der sad
lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhojt:

-Det maa vaere faelt at sidde saadan og vaage....

Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:

-Nej, ikke nu....

Hun tav et Ojeblik:

-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.

Der var stille igen, saa meget som et Nu, for Karl gik over til hende.
Han fandt ingen Kaelenavne, sad bare og strog hende over Haenderne, ganske
omt (og helt inde i sig taenkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun
kyssede hans Kind.

-Gaar Du saa? hviskede han.

Hun rejste sig og han horte Doren til sit Vaerelse sagte aabnes og
lukkes.

-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.

-Ja, hviskede hun.

Og Haenderne, hun rakte ham, var blevet skaelvende og kolde.

-Er Du bange, Pus?

-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at vaere angst og kold.

Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.

Karl var utidig.

-Du behover kun at folge mig til en Droske, sagde Ida.

Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bojede hun Hovedet
ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndoren.

-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.

-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trostende. For det var, som om Graaden
vilde op.

Karl drev tilbage.

Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.

Han rog sig et sidste Par Drag, mens han saa betaenksomt op i Loftet:

-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med
Hovedet paa sin Pude.--

Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade
Portner og Portorer. Oppe paa Vaerelset lagde hun sig paa sin Seng.

-Jo--nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og saa vilde hun aldrig mere
derhjem--Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.

... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Laegerne havde vaeret der,
forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde vaeret
blege og dode til Knoerne, mens han gned Haenderne