lille Stund.

Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun taenkte, havde kun taenkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorglose Ansigt:

-Men han taenker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.

Der lod to Slag paa Doren, og hun floj op.

-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Doren.

-Er Du her, sagde han.

-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og
blevet blussende rod, og Karl sagde--det kom maaske lidt pludseligt og
lidt for muntert--:

-Knuth var s'gu ogsaa sulten.

Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg traenger mig
ind her, Froken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at
Taarerne stod hende i Ojnene:

-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.

Og efter et nyt Ojeblik sagde hun, som matte hun slippe bort:

-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.

Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, for Doren lukkede sig
og de blev ene.

-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig:
det gaar nok over ... Ta' Tojet af.

Ida var ude. Et Ojeblik, kun et Nu og kun med Albuen, stottede hun sig
til Vaeggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saa Buffetdamens
Rotteojne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:

-Froken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo,
muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun
fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa
Stolene. Knuth begyndte at tale, i en aerbodig og halvhoj Tone, mens han
slog Ojnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo
ogsaa i en Art Kaserne, Froken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth
blev ved at tale, med samme AErbodighed, lidt mere stammende: om
Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.

Ida svarede med Ja og Nej. Og man horte igen ikke anden Lyd end Klirren
af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Solvlaenke, som
Knuth drejede rundt om sit Haandled.

-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu for Ellingsen var ude.

Og de begyndte at spise, mens Ida holdt AEggebaegeret op fra Bordet, som
var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev
siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme aerbodige Stilling. Men
Karl sogte efter Idas kolde Haand under Bordet og tryk