han.

Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:

-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Forst henne ved Indgangen hilste de paa Froken Friis.

De korte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa
livlig bag Handsken:

-Kan vi ikke kore til "Dagmar" idag?

-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:

-Folk traeffer man alligevel allevegne.

Og idet han pludselig gned Haenderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:

-Saa vil vi s'gu spise.

Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde
han, og der kom et snaksomt Velvaere over ham, som om han allerede sad
foran det rode Dyr og Salatbladene.

-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.

-Froken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjorne; og de blev begge tavse
igen, stirrende ud hver af sit Vindu.

-Nu er vi ved Hojbro, sagde Ida.

-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, for
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne lob i det meget
Lys mellem mange Gaester, og de fik et Kabinet.

-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben
af.

-De er s'gu alle ens, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af
Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt
tilbage af Velvaere: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at
spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er
s'gu rent gal, sagde han og missede med Ojnene til Ida: men en praegtig
Fyr. Og om Admiralen: nu havde han vaeret upaalidelig igen; han kunde
s'gu heller ikke la'e de Hunkon gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er,
ryste mig, vaerre og vaerre, sagde han og rynkede Naesen, mens han blev ved
at spise.

Men Ida, der sad og saa paa ham, sagde og smilte:

-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun forte sin Haand ind under
hans Manchet op ad hans Arm.

-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned
mod hendes Haand.

Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.

-Ja, sagde Karl blot.

Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kont der blev--nu var
Taepperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Monstret var saa
smukt, med lutter visne Blade, stroede overalt ... og Portiererne
ligesaadan ...

Hun blev ved at fortaelle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtaeppemonstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive