om op paa Kontoret, var Froken Koch derinde. Hun havde Brillerne
af--hun havde lige modt Ida i Mellemporten--og stod og saa hen efter von
Eichbaum.

Karl fik sine Boger frem og Kontorstolen drejet op.

--Naa, saa Kavalleriet skeler til Smorret, taenkte han. Han begyndte paa
Bogerne.

... Ida sov ikke ind, hun laa i det gronlige Skaer og taenkte paa Fru von
Eichbaum, der vilde rejse ... Saa kont, det var af hende. Hun rejste for
at hente hende og domte hende ikke.

Ida laa stille og stirrede ind i det lysegronne Skaer.

Tankerne forte hende saa langt.

Nede slog Portene op og i.

Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun
vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.

* * * * *

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede
Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.

-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?

-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster
man jo Stovet af.

Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius,
og sagde:

-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.

Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med
Laeberne skudte frem, som vilde hun flojte, men beholdt Lyden for sig
selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke.

-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:
Minuttet for man skal rejse....

-Der er da en Time til, sagde Kate.

Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time for, "som
om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde haende".

De kom alle ned i Drosken og korte af sted, med Julius paa Bukken. Fru
Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage--til
Aarhus.

Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.

-Med Gaardene selv kunde det jo vaere det samme. Men det var de
Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de
plejede ... Og man er jo dog altid afhaengig, sagde Fru Mourier, i Tider
med den Konkurrence.

-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at stode
den Slags Folk er altid urimeligt.

-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.

Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og
Fanny, som var i Kapothat med vinrode Baand under Spidshagen. Fru
Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud
ske Lov, det blev, Du, og,