rnet og gik bagved hende paa Gangstien--slaengende
behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i kon
Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han
hver Morgen til sig selv.

Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarog var skam
nydelig i saadan stille Luft.

Et Par Lojtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et
"Morgen".

-Morgen, mumlede Karl.

-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.

-Ja, man gor sine Overslag, sagde Karl.

Lojtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens
de to blev ved at holde, til der lod nye Hovslag bag dem, og de to
Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt
Hesten an:

-Godmorgen ... ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned
til Karl.

-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.

-_Bon voyage_, sagde Kate og svippede med sin Pisk.

De to Lojtnanter halvsnaerrede noget, om Frokenen tillod, og Kate sagde:

-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre
alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:

-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Ojnene;
nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.

-Men hun ri'er s'gu godt, taenkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem
Taenderne; han havde en maerkelig Signalhvislen, som kunde hores saadan
noget som en halv Fjerdingvej--og Ida, der skred foran, gik langsommere,
til han naaede op til hende: det var ligesom han traengte til at tale
lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:

-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige
Taille, der paa Hesteryggen.

-Hun er saa kon, sagde Ida, og hendes Ojne straalede mod Karls.

Nu bojede de om derhenne, mens Karl stadig saa efter dem; Lojtnanterne
var blevet saa bojelige i Overkroppen:

-Nu skal vel den Smor-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.

De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede for, og
pludselig--det var maaske af Glaede, fordi Karl havde kaldt--gav Ida sig
til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skraevende, mens hun
lo:

-Du vilde s'gu ikke blive gracios paa Skojter, sagde Karl, og Ida smilte
igen.

Saa skiltes de paa Hjornet.

Karl gik videre og taenkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride
med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret for alligevel...

-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.

Da han k