klart men meget sagte, mens det saa ud, som
aabnede hun blot Laeberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Jylland mellem tvende Have
Som en Runesten er lagt.
Runerne er Kaempegrave,
Inde midt i Skovens Pragt,
Og paa Heden alvorstor,
Her, hvor Orkenens Luftsyn bor.

Hun standsede naeppe efter det forste Vers, men blev kun ved at synge.
Froken Kjaer havde stottet sit Hoved til hendes Skulder:

Jylland! Du er Hovedlandet,
Hojland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Lofter sig i Bjerges Sted.
Osterso og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.

-Den er s'gu kon, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han
stirrede bare paa hendes Ansigt.

-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjaelpe mig, danses.

De raabte og lo halvhojt, i Morket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde
Froken Helgesen, der elskede at danse.

Men Qvam havde taendt en Vokstaendstik. Pas paa alle Tingene, pas paa
Tingene, raabte Froken Kjaer, der havde rejst sig, som vilde hun selv
holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene
vaek.

Froken Kjaer og Froken Krohn sang, stadig halvhojt, henne fra
Kakkelovnen, mens Qvam svang Froken Helgesen, saa Trinnene lod i Morket:

Smukke Pige med det sorte Haar
Se lidt paa mig!
Fol, hvor stormende mit Hjerte slaar;
Jeg elsker Dig.
Nej, Hr. Jaeger, nej, lad mig gaa min Vej,
Hvis Mama det saa, vil jeg Utak faa ...
Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det tror jeg knap.

-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Froken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme forte de andres, i en storre
Glaede, og hun vidste det ikke selv.

-Det er godt, sagde Qvam. Han og Froken Helgesen svang sig forbi i
Halvmorket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med
Froken Friis.

-Lad os, sagde Froken Kaas til Froken Boserup, og de begyndte at danse,
mens Froken Boserup var Herre.

Pige med den skaere Liljehud,
Skaemt ikke nu.
Raek mig din Haand og bliv min hulde Brud!
Hvad svarer Du?

Naar De lover mig, fast ubrodelig
At til sidste Stund mig De elsker kun--
Paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det sker vel knap.

Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se
Plejemoderen svinge sig.

-Det er nu dejligt, sagde Froken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Froken Kjaer og nu Froken Friis, da
Eichbaum havde sluppet hende.

-Kom