rende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
Til de gulnaebbede Smaa;
Og naar imorgen du kommer Tilbage,
Sig mig saa alt, hvad du saa.

De blev ved at synge, halv hojt, som sang de langt borte, bag en lukket
Dor. Froken Kjaer vuggede sig sagte frem og tilbage, og Froken Helgesen
sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Doren som paa Vagt,
nynnede ogsaa, med Haenderne paa sine Hofter:

Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Bolge,
Straek dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du folge,
Dybt skal Du spejde deres Fjed.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kaerligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan fole og lide,
Burde jo tolke min Rost.

De holdt op at synge, men ingen rorte sig.

-Nu har de kobt "Bakken", sagde Karl.

-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Ojnene.

-Ja.

De begyndte at synge igen.

-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

-Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida horte knapt Ordene:

-Vi skulde haft den.

Ida rorte sig ikke.

Men pludselig afbrod Qvam Sangen:

-Skal her synges, skal her ogsaa vaere Morkning. Og han gav sig til at
puste Lysene ud i Armstagerne, mens Froken Friis lo og hjalp ham.

-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.
Og Idas smaa Lamper lod han braende.

-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdoren, sagde Froken Kjaer. Hun
kunde ikke faa Doren lukket op og hun sagde: Ida, hjaelp mig. Ida rejste
sig og lukkede Doren op. Sid her, sagde Froken Kjaer og trak hende ned
paa den lille Puf.

-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere--med Ansigterne
vendte mod de glodende Kul. Ida havde lukket sine Ojne:

Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk,
Traeerne hviske med aengstelig Susen,
Hilse: God Nat--med et Buk.
Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
Selv hos den vingede Flok?
Sig et: God Nat, til mit baevende Hjerte,
Sig det, Du ved det jo nok.

Sangen horte op. Rundtom i Morket saa man Cigaretternes smaa Lys og
Froken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhojt, henne fra Morket.

-Jo, det kan Ida, sagde Froken Krohn.

-Aa, ja, syng en, sagde Froken Berg. Ida havde ikke svaret.

-Syng, hviskede Froken Kjaer.

Med Ojnene op i Morket,