rell ved at tale hidsigt
og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en
Kontorkop, sagde:

-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en
Gang, hvad de kan faa....

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der
saa hen over Kate og Froken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske
Barnemaelk, sagde:

-Ja, jeg finder jo, at....

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevaeget og havde Taarer i
Ojnene, horte ikke Sosteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en
Afgorelse:

-Dernede kan Aline jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Saet, saa hun drejede Hovedet som en
Vipstjert, sagde:

-Men, maa jeg sporge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du
vel ikke taenke Dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--naar hun er sig
selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede
bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von
Eichbaum som en Tilstaaelse:

-Jeg holder nu af hende.

Og man horte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang
Ordstrom: Gud, Du ved da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saa over paa sin Moder; der var
ligesom et Glimt i hans Ojne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von
Eichbaum:

-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge
Haender.

-Kaere Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om
sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskaeg svagt rore ved hendes
Skulder, naesten som han kaertegnede den.

-Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar
dog ikke--Du ved jo, at kom hun....

-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, doer jo ogsaa ud, naar
der blot ikke tales om det.

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa en Gang blevet saa straalende
lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Froken Fanny. Saa lod han
Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

-Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

-Nu er De lystig nok.

-Ja, sagde Karl og saa hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene
Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

... Familien Schleppegrell