indu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saa
derind, da Noglerne lod. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin
vanlige Plads paa Bordet.

-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevaegelse hen imod "A".

Ida rystede paa sit Hoved:

-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham
til Skt. Hans....

-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme,
der ligesom var fra andre Sjaelens Egne end Ordene, som hun sagde:
hvorfor er han her da egentlig?

-Ja, sagde Qvam, og han forte det ene Ben dovent mod det andet: han er
jo Statistiker....

-Ja?....

-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige--paa det Uundgaaeliges
Lov, som "de store Nordmaend" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som
gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele
... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal
korresponderende Vaesener saetter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa
Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved
at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gore det,
ligesom de, der haenger sig, maa haenge sig og ikke en Gang kan faa Lov at
skyde sig, naar de vil tage Livet af sig....

Qvam tav lidt:

-Og det vilde jo vaere lige drojt nok, sagde han, om man ikke en Gang
havde Lov til at vaelge Vaabenet.

-Men er det ikke sandt? sagde Ida.

-Ja, det er Sporgsmaalet, sagde Qvam.

Og lidt efter tilfojede han, idet han forandrede Stilling:

-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen
til Verden for at hjaelpe at udfylde.

-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lod naesten, som folte hun en
eller anden hemmelig Glaede.

Qvam saa paa hende.

-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo
egentlig ogsaa vaere det samme.

-Naa, brod han op; jeg skal ind med Sprojten. Han purrede op i
Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst
giver de Patienter.

-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa
hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

-Doktor, egentlig burde alle Mennesker vaere lykkelige.

Qvam aabnede Doren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:

-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida horte ham ikke.

Herren paa "A" havde skudt sin Dor op, og, rank, stod han paa Taerskele