Jernbanen. Det var de eneste, hun
kendte i Byen, og der var desuden nok at hjaelpe med, om de tre Born.

Ida saa dem pludselig for sig, Froken Roed og Fru Hansen, som de sad og
syede derhjemme paa fjerde Sal i Romersgade under Lampen i Dagligstuen,
hvor Laenestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var daekkede med
saa mange smaa broderede Stykker--og paa en Gang lo hun.

-Men hvad ler De af? spurgte Froken Roed.

-Aa, det var noget jeg taenkte paa.

Men pludselig slog Ida Taepperne til Side og satte de bare Fodder ud paa
Gulvet.

-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun lob i Natkjolen hen til Chiffonnieren:

-Jeg har noget til Bornene; og, mens hun daekkede for den aabne
Chiffoniere, for at Froken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne
derinde, haeldte hun nogle franske Kager ud af en Pose.

-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Froken
Roed, for hun sprang op i sin Seng.

-De taenker ogsaa altid paa andre, sagde Froken Roed.

Ida bare lo:

-Nej, jeg taenker paa mig selv, sagde hun og laa og saa op i Loftet.

Hun horte Froken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede
Noglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde hore hende.
Hun begyndte at klaede sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget
over hendes Bevaegelser som over en Skolepige, der er ifaerd med at gore
en gal Streg: Aa, der var nok at gore ... der var meget at gore....

Hun trak Chiffoniere-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de
gamle Kopper, og Solvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud
af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun
satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.

-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene
... Ja, det var i Maj--aa, at det ikke var laengere siden ... end den to
og tyvende Maj.

Hun taendte Lysene og saa efter, om Vandet kogte ... der skulde da en
Rose i hans Glas....

Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:

Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.

Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Taepper over
Sengene. Hun saa paa Vaekkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun
satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen,
for Doren dernede gik: men det var kun en Portor.

Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for
hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og sa