Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Doren, for han var
fulgt efter, sagde hun (for at hjaelpe ham over det eller for at troste
ham; et Sekund for havde hun aldrig taenkt paa at sige det):

-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.

Der gik ligesom en Traekning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skod
Laeberne frem:

-Jeg vil hellere ha'e The.

Ida lo:

-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal vaere
Kaffe, for vi skal skaenke af den gamle Kande....

Saa lob hun:

-Nej, nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende....

... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han
gik nok og flojtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om
han ikke kunde faa sig selv til rigtig at taenke paa de Penge eller paa
at han nu kunde fordele dem rundt, i de vaerste Huller. Og han folte
ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han taenkte paa Konvolutten, hvor
de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud
for at faa den vekslet.

Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

-Onsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned
imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort
frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske
Bogstaver--og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjornet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Hojrehaender, d'Hrr
Jensen og Sorensen, ud, laenede hver mod sin Dorstolpe:

-Der kan De se, Sorensen (Hr. Jensen snovlede, hvad han ansaa for
distingueret i Faget), at jeg fik Belobet. Den Slags Folk finder altid
en Udvej ... Det ved vi fra d'Angleterre....

Hr. Jensen havde i en smaekrere Periode fungeret som a-la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.

-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sorensen.

Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Taender.

* * * * *

Ida lod som hun sov, mens hun saa, fra Froken Roed foran Spejlet, hen
til Vaekkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Ojenlaag. Fodderne
skubbede hun sagte op og ned under Taepperne, hun kunde ikke ligge
stille.

Men endelig var Froken Roed i Overtojet, og Ida lod, som hun vaagnede:

-Skal De til Deres Soster, sagde hun.

-Ja, Froken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Soster, der var
gift med en Assistent Hansen ved