sine Disciple og sagde: Tager dette hen og aeder det ...
Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gores til min
Ihukommelse."

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bonner. Hun folte kun sit Hjerte
standset og tungt som en Sten i sit Bryst.

-"Vater unser, Vater unser ..."

Men Praesten blev ved:

-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og
sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod,
som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gorer saa ofte som
I det drikker til min Ihukommelse ..."

Sofie saa gennem Doren, foran Lysene, Praesten boje sig over den Doende
og lofte hendes Pude:

-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage
mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:

-Noglerne, sagde hun paa en Gang, og naesten skreg.

Hun havde set Knippet glide frem under den Doendes Pude; over Lagenet
faldt det ned mod Gulvet.

-Dette er Jesu sande Legeme....

De horte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at graede.

Ida havde foldet Haenderne i sit Skod:

Hvis hun faldt i Sovn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa
derind....

-"Herren vaere med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren lofte
sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."

Der blev ganske stille. Jomfru Thogersen havde holdt op at graede og sad
med rokkende Hoved:

-Hun doer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte
at flyde igen.

Ida horte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Praesten, som
rakte hende en Haand.

-De har vaeret borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

-Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et Ojeblik foran det taarelose Ansigt. Han sogte
om et Skriftsted, men fandt det ikke.

-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.

... Der var blevet stille. Man horte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen,
naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

-Sover hun? hviskede Ida.

-Endnu er hun vaagen.

De horte igen Uhrenes Gang, mens Sofie taendte et eneste Lys, hvor
Stearinen krollede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

-Sover hun? spurgte Ida igen.

-Hun er vaagen.

De horte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.

-Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig. Hun folte Haabet naesten som et Stik i sit Bryst, da
Vaagekonen skod Doren op.

-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde