n, Godmorgen--for et dejligt
Vejr. Det var Froken Kjaer, der rap og rodmosset stak Hovedet ind ad
Doren fra Kvinderne.

-Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens
Froken Kjaer floj ud gennem Kokkenet.

-Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dor.

-Ach, hvor schont der er over Soerne, sagde Froken Petersen bag den
laasede Dor. Froken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om
Morgenen, mens hun omstaendelig syslede med sit fem og trediveaarige
Legeme og iforte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertoj.

-Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Froken Kjaer og dundrede igen.

Noglerne klang paany, og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem
alle: Ja, idag vilde der vaere dejligt langs Soerne. Det var det bedste,
det Morgenlob efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden
rundt, til hun, stille, aabnede Doren til "A", hvor der var morkt endnu.

-Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strom, men den Syge
blev liggende tavs, med de lange og blege Haender ubevaegelige paa sit
Taeppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den
samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som folte han
en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han loftede de
vagtsomme Ojne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

-Nu skal jeg Tur, sagde hun.

Den Syge nikkede kun:

-Ja, sagde han, Solen frister.

Ida lo:

-Ja, efter Vagten. Godmorgen.

Froken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med
Vagten.

-Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Doren til Gangen, hvor
Morgenluften staerk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.

Ida lob op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nogleknippets Raslen lod som
Lyden af et Saet glade Smaaklokker, mens hun lob.

Oppe i Vaerelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle
Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa en Gang smilte hun. Hun taenkte paa
Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de modtes:

-Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle
Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu
op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Naesen ud af Spraekken og
sagde:

-Nu lugter jeg Foraaret, Bornlill