de Ida.

-Men hvorfor, Ida? Du behover det jo ikke.

Ida saa ud over det morknende Sund og hendes Stemme lod meget sagte:

-Det er vel--det eneste, jeg kan.

Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

-Og saa gor jeg da Nytte for no'en....

Ida taenkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme
Stemme:

-Nu gifter Sofie sig.

-Med Christian? spurgte Olivia pludselig hojt.

-Nej, med Hansen fra Gasvaerket.

-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de horte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres
Fodder:

-Hvor Rolf er stille.

-Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevaegede der sig ikke et Blad.

-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.

De rorte sig ikke. Men Olivia folte et Par Taarer, som i Morket faldt
ned paa hendes Haand.

-Lad os gaa op til Bornene, sagde Ida.

De stod endnu et Ojeblik og saa ud over den hvilende Have. Saa gik de
ind.

Ida lob i Forvejen ind i sit eget Vaerelse; saa listede de sig ind til de
sovende Born. Lampen braendte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede
i en Krog.

-Hvor de er kaere, sagde Olivia.

Ida talte ikke, men hun standsede laenge foran hver af de hvide Senge.

-Hvad er nu det? hviskede Olivia.

Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.

Ida stod foran "Proppens" Seng:

-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.

De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige,
saa gi'er Du ham lige til Saerken....

Olivia havde fulgt Ida op i Gaestevaerelset og vendte tilbage til den
stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide
Ovn.

-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, saa efter Rogen fra sin Cigar og sagde:

-Det bli'er hun vist ikke.

-Men, hvorfor? spurgte hun.

-For hun laerer vel aldrig at "soge sit eget", sagde Fritz.

-Nej.

Der blev stille igen, for Olivia sagde, og hendes Stemme var meget
bevaeget:

-Ved Du, hvor de Lykkelige egentlig burde vaere taknemmelige.

Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

-Og saa kommer alligevel Doden.

* * * * *

Naeste Efter