-Og dejligt for Kate med Gronningen--hun, som ri'er.

Generalinden nikkede:

-Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slaegten slojfedes d'et i Verbet at
ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

-Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.

Sostrene talte om andre Ting.

* * * * *

Den Sondag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Sole, og Ida stred sig paa sin sidste
Morgentur--for idag var hendes Nattevagt omme--op mod Vinden langs
Soerne.

Da hun kom hjem igen, modte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet
af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Haender i sine Lommer og
Voksdugsrullen presset ind under den hojre Arm.

-Uh, sagde han misfornojet, men pludselig smilte han:

-Vi fik ikke Foraar den Gang.

-Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.

-Men, sagde Karl og skod afgorende Haenderne ned til Bunden af sine
Lommer: Saa vil vi ud at more os.

Ida lo:

-Hvordan? sagde hun.

-Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.

-Det var da vaerre, sagde Ida hastigt.

Og lagde til, mens hun blev gloende rod:

-Med en Fremmed.

-Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med et forandret ligesom saa
god:

-Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret,
stadig med Haenderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som for:

-Hvor gammel er De, Froken Ida?

-Det ved De jo.

Men Karl sagde:

-Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun--det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille
halvhoje Latter--og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brod Solen frem bag de morkegronne
Fortraeksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skaeret
af en mat og gron Lampe. Ida laa med halvt lukkede Ojne.

Men paa en Gang taenkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke
paa ogsaa idag....

... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret,
modte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke.
Han havde vaeret til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mont,
overlod han "Anes Husflid" til en Portor og nod sin Frokost hos
"Svendsen".

De talte lidt og Ida stod og saa paa ham.

-Ja, sagde Karl og skod Brystet frem: man er fin.

-Forfaerdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet
saa glad ved at se det