e.

Ida blev ved at smile: hun taenkte i den sidste Tid saa tit paa alle de
gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, for Mo'r blev syg; og alle
de andre Aar, det var naesten som de slet ikke var--men kun den Tid, den
lyse Tid....

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, naesten dem alle,
dem hjemme fra Ludvigsbakke, Froken Rosenfeld, der havde sogt hende op,
og Karl v. Eichbaum, som hun modte hver Dag i Bygningen.

Ida saa op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet.
Hun klaedte sig paa og hun lob ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og
lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den
store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide
Benklaeder.

-Ej, hvorhen saa hastig?

-Jeg skal Tur.

Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

-Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida faestede den i sin Kaabe.

Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar paent paa Benene,
taenkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud
i Lyset.

Sporvognsklokkerne lod, og i botanisk Have svajede de vaeldige Majstoppe
med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede
Pigerne Stov ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog los; og de to
talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle
Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Trae, saa lysende klart
saadan om Morgenen--ligesom Ojnene blev ny....

Ved Sohjornet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

-Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bojede sig lidt hen til hende
og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at kobe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa
tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

-Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svaert heldigt
Vejr.

-Ja, sagde Ida, der saa ud over den blanke So, hvor de hvide Baade laa
ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

-Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

-Ja, om det saa er Roser, Froken, sagde Madammen, der var lidt dov og
havde noget i Ojnene af de Doves Undren, der ser ud, som om de altid
horte en maerkelig Hemmelighed, naar de overhovedet horer noget--: om det
saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

-Godmorgen.

Ida bojede over paa Sovejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den
samme Side af Soerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant