var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.

Ida saa kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.

Ida stottede sig til Gelaenderet:

-Hun var altsaa ikke dod.

-Jeg henter Fru Jorgensen, sagde Froken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hort og hun aabnede Stuens Dor; der var morkt
og hun blev staaende; inde i Sovekammeret horte hun Doktorens Trin.

-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.

Men Ida blot stonnede.

-Og saa telegraferede vi, hviskede Sofie igen.

-Ida saa som et Par Skygger Froken Sorensen, der kom med to Solvstager,
og Jomfru Thogersen, der bragte en Dug.

-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.
Og hun satte sig paa en Stol.

-Vi venter Pastoren, hviskede Froken Sorensen, og de to blev ved at
liste omkring--med saa mange Ting.

Ida horte kun efter Doktorens Trin.

Saa lod Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte
det ... Og paa en Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet--af
Taknemmelighed....

Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:

-Jeg horte Vognen, sagde han, mens hun saa op i hans Ansigt.

-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder
har jo vaeret en Del irriteret....

Ida blev ved at se paa ham:

-I hendes Tilstand ... over at De var borte....

Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Ojne og hun folte ikke den
Haand, han rakte hende:

-Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bojet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.

Hun saa Froken Sorensen slaebe over Gulvet med Myrten og hun horte
Doktorens Stemme igen: Lad det vaere, sagde han, og han formelig slog til
Myrten.

Ida taenkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over
Gulvet, ind ad Doren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag
det store Chatol.

Dore blev aabnede og Dore blev lukkede, Trin lod. Jomfru Thogersen kom
hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

-Pastoren, sagde hun aandelos, og de horte Sofie graede:

-Jesus Kristus, Jesus Kristus.

Men Ida rorte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Praestens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida
horte kun den.

-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thogersen pludselig i sit
Modersmaal og kom ikke laenger.

"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brodet, takkede
og brod det, gav