naeppe tale.

Vaagekonen rystede paa Hovedet:

-Hun spo'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

-Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Ojeblik saa hun paa
Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng,
paa Gulvet--uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

* * * * *

Nu var der koldt og tomt. Fra Dor til Dor kun de hvide og dode Gulve.
Paa Vaeggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Som.

Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.

-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.

Sofie blev staaende med Haanden paa Dorlaasen.

-Ja, sagde hun, og hun graed, saa det strommede, mens hun talte:

-Jeg har vist ikke faaet Frokenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at
vi gifter os....

-Gifter Jer? Men--han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Mollen
blev vaerre og vaerre og nu gik han ledig altid.)

-Nej, sagde Sofie, der blev ved at graede: men Hansen har jo laenge vil't
'et ... og saa har En jo hans tre Born a' pass'....

-Ja, sagde Ida, der forst nu forstod, at det slet ikke var Christian fra
Mollen; Enkemanden Hansen var ved Gasvaerket og han drak.

Sofie, der blev ved at snofte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida
taenkte:

-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene....

Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i
Ojnene.

-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.

Sofie saa ud for sig med sine forgraedte Ojne; hendes Stemme lod helt
anderledes:

-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle
Pige og graed, hun ogsaa--hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Dore, en efter en, og gik....

Hun laa hos Jomfru Thogersen om Natten.

... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmorket ud paa
"Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mork og tung. De havde
ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de
stottede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen horte man Jorgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias
Fodder.

-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sag