lob et lille Stykke.

Froken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

-Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

-Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.

Froken Kaas og Froken Boserup gik videre, og Froken Kaas sagde:

-Den Hat klaeder Brandt paent.

Men Froken Boserup satte Haelen afgjort i Jorden og sagde:

-Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.

De talte lidt om Idas Formue, og Froken Boserup sagde:

-Ja, det kan jo vaere meget godt--men egentlig ta'er hun bare Pladsen op
for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa Osterbro, og den muntre Vind fra alle Soerne slog
ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og kobte en
Potteplante til Froken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at
kobe noget--kobe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Froken Helgesen med Planten, sad
Frokenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Froken Helgesen havde
altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmaessigt og naesten
geometrisk Monster.

-Men det er urimeligt alt, hvad De kober i disse Dage.

-Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.

-Men er den da ikke kon, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa forste Sal. Froken Petersen sad og
haeklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire
var paa Kaelderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og
stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

-Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

-Ja, sagde Froken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man horte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik,
kom og gik, paa sin evige Vandring.

-Naa, Godnat, sagde Ida.

-Godnat.

Ida gik op. Hun trak det gronne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude.
Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og taenkte paa, hvad Toj hun vilde kobe sig nu til Vinter. En lys
drap Kjole, havde hun taenkt sig....

Til Froken Helgesens Fodselsdag var de altid allesammen saa fine, om
Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for forste Gang ...

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at taenke paa Karl von Eichbaum,
hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden
Morgen da det blaeste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e
Vintertoj.

-Hm, han havde vel ingen Penge.

-Nej, og Ida s